Nors, Tved og Øster Vandet Kirker 


Prædiken til Nytårsdag, 2020.

Bøn

”Vær velkommen, Herrens år, - vær velkommen herhid. Amen.

Prædiketekst Lukas Kap. 2, 21

”Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv"

I mine bedsteforældres stue, lige over det gamle skrivebord, hang det gamle stueur, der - med et synligt pendul, der - svingende fra side til side med sin egen, trofaste, taktfaste og beroligende tik - tak lyd, var med til at inddele døgnets timer. Når min mormor og jeg sad i mørke i skumringstimen og ventede på, at min morfars cykel skulle dukke op omme i hulvejen, så lød dens beroligende lyd og mindede os om, at nu var det tid at tænde lys og lave aftensmad, eller når vi spillede Sorte Per om aftenen, og det gjorde vi tit, så lød dens beroligende tik-tak også hen over bordet og fortalte, at nu nærmede sengetiden sig.

Jeg fik også selv - for et par år siden - et vægstueur, - udadtil både hyggelig og venlig, men den fik kun lov til at bestemme tiden et lille døgns tid, for dens lyd var påtrængende og enerverende, - det var ikke bare tik - tak, det var: tikke-takke-tikke-takke, så nu er den nedgraderet til pyntegenstand. Så indrømmet, - jeg har et lidt anstrengt forhold til ure, - for slet ikke at nævnet vækkeure. Det er måske årsagen til, at jeg altid vågner før, vækkeuret ringer, så jeg kan undgå dens enerverede lyd. Som barn blev jeg beskyldt for at være morgensur, men jeg tænker selv, at jeg er morgenstille, - nyder at tage imod dagen og tiden og lyset i et stille, adstadigt tempo. Og jeg tænker egentligt, at det er noget, vi alle kunne ønske os om morgenen, hvis det var en mulighed: ro og stilhed, - tussetid og tid til eftertænksomhed. For der er så meget andet, der hiver i den anden retning, så snart vi bevæger os uden for sengens lune rammer: madpakker, der skal smøres, - børn, der skal afleveres i daginstitution eller skole, - forældre kalendere, der skal koordineres, - arbejdsopgaver, der skal klares, - indkøb, der skal ordnes, - hjemlige pligter, der skal prioriteres. Det fik mig til at tænke på en sjov lille morgenbøn: ”Gud - indtil nu har jeg i dag hverken sladret om nogen eller været i dårligt humør. Jeg har ikke været sur, ondskabsfuld eller selvisk. Men om nogen minutter er det tid til at stå ud af sengen, og fra da af kommer jeg til at behøve en hel del hjælp. Amen” Så vi har brug for pauser, hvor vi kan lade op, og hvor vi ikke bliver mindet om, hvor hurtigt vores liv flyver afsted, - og hvor meget vi muligvis spilder tiden, fordi vi ikke lever i nuet. Fordi: dét minder bl.a. dåbsattesten, - de grå hår, - de tiltagende fysiske skavanker og så meget andet… os rigeligt om.

Og juletiden og nytårsfejringen, som vi står midt i nu, er ikke kun en tiltrængt ”pausetid”, men også en ”refleksionstid”, - ikke mindst nytårsskiftet, der - på lige fod med fødselsdage - er et vigtigt ”pejlemærke” i vort liv, - fordi vi ofte gør en form for status, - ikke kun for dagen, men for livet på disse tidspunkter.

Og det verdslige nytårsskifte sker den 1. januar, - måneden, der har navn efter den romerske Gud Janus, som havde to hoveder. Og de vendte hver sin vej, så han kunne se både frem og tilbage. Og det er jo netop dét, der kendetegner årsskiftet. Vi vender tankerne den ene vej og gør status. Vi måler vort liv, som det er blevet, - vi bedømmer og dømmer. Og vi vender tankerne den anden vej og drømmer, - vi laver nytårsforsætter. Og vi prøver vel også at skabe sammenhæng mellem dét, som var og dét, som kommer. Vi griber f.eks. håbefuld fat i tanken om, at der ligger et nyt, rent - måske endda Corona befriet år - foran os, - et år, som vi selv kan og skal fylde liv i, men… meget er jo givet på forhånd, og meget styrer vi ikke selv overhovedet, - dét har netop Corvid 19 lært os. Havde vi f.eks. vidst dét om 2020, vi ved i dag, så havde vi vel ikke turdet give os i lag med dét år, for det blev virkelig dét, dronning Elisabeth i 1992 kaldte et ”Annus horribilis”, - et katastrofalt år. Hun brugte benævnelsen, fordi 3 af hendes børn enten blev separeret eller skilt, - vi andre fordi Corvid 19 pludselig gjorde sin entre og satte dagsordenen for hele verdenen. Så dét blev på alle måder et år, som vi er SÅ færdige med. Men dét har også lært os, at vil vi livet, så må vi tage dets opgaver og udfordringer med, og på den måde kan vort liv sammenlignes med netop et gammeldags stueur, der svinger mellem et tik og et tak, - mellem sorrig og glæde, - lykke og ulykke, - solskin og skyer. Mellem et tak, der repræsenterer: taknemmeligheden og glæden over alt det gode, vort liv rummer: familie, venner, hjem, helbred, arbejde osv., og så kom der jo også noget godt ud af Pandemien: vi skabte nye, spændende fællesskaber, - og mange genopdagede både vores store sangskat og vort eget land. Og så et tik: der repræsenterer al det andet, som livet også rummer: sygdom og smerte, - tab, sorg og frygt, - terror og ufred, - hungersnød og landflygtighed.

Og set i helikopterperspektiv, så tænker jeg, at det er sådan verdens gang tager sig ud: at der tid og plads for det hele. Og det kunne vi nok også forlige os med, hvis alting altid svingede frem og tilbage sådan jævnt fordelt og næsten lige på sekundet. Men det er jo desværre ikke sådan, det sker, - vores liv føles undertiden som et pendul, der er kommet i ubalance, og når sådan et pendul bliver sat i sving, er det fuldstændig uforudsigeligt, hvordan det vil svinge. Det svinger helt uden mening og plan, - uden ro og uden system. Sådan et pendulsving har faktisk et navn, for det er dét, de kloge kalder et kaotisk system. Og jeg tror, at mange af os til tider - og ikke mindst det sidste år - har opfattet vores liv som sådan et ganske kaotisk system, hvor der ingen rimelighed synes at være i udsvingene mellem sorg og glæde, - mening og meningsløshed. Men da er det, at vi ikke må glemme: at uanset hvordan pendulet svinger, så hænger det jo fast foroven. Og det gør vores livspendul også, for vi svinger i Jesu navn, - både tikket og takket og alt det, der er i mellem, svinger i Jesu navn. Og når et pendul før eller siden stopper sine udsving, falder det ikke ned i bunden af urkassen, - det går ikke i stykker, men falder bare til ro, - går i stå men stadigvæk i Jesu navn.

Og nu svinger vi ind i et nyt år, og ingen af os ved, om vi er på vej ud til tik eller over til tak, men uanset hvad fremtiden bringer, så skal vi huske: at ingen af os kan fælde dom over vores eget liv og dets betydning, for der er ingen af os, der ved noget om, hvad - i vores liv - der vil få betydning for andre, eller hvordan vi spiller en rolle i andre menneskers historie. Vi er med andre ord altid bundet til medmennesket, - vi er forpligtet på de mennesker, vi lever i blandt lige her og lige nu, - en forbundethed, der bør tegnes af omsorg og ansvarlighed.

Og det er en vigtig detalje, at få med ind i det nye år, hvor evangelieteksten til nytårsdag beretter om Jesu navngivning, og som minder os om, at vi også selv blev navngivet og døbt engang, - en dåb, der sætter os ind i et verdensomspændende fællesskab, - et fællesskab, der rækker langt ud over slægt og folk, - et fællesskab, der bryder med vore menneskeskabte grænser: kulturelle, mentale, nationale. Og det er jo i bund og grund forunderligt: at én og samme handling både kan være udtryk for, at vi fødes ind i en bestemt kulturel og national sammenhæng og samtidigt sætter den os ind i en universel sammenhæng. Men sådan er det, for med dåben bliver jeg sat ind på Kristi legeme, - bliver en del af Kristi krop. Og han kender ingen grænser, - hverken nationalitet, - seksualitet, - køn eller sprog. Som Paulus siger: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, - på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” Og det er også en vigtig pointe at få med denne første dag i det nye år. Så uanset i hvilket retning pendulet svinger her i 2021, så skal vi huske på, at vi trygt kan svinge ind i det nye år, for vi svinger i Jesu navn. Så vær velkommen Herrens år. Amen. Godt nytår til alle

Lad os bede sammen:

Himmelske Far, du som er kilden til vort liv og har sat os ind i en verden: Vi takker dig for al din godhed imod os i dét år, som nu er til ende, om end det også har budt os udfordringer, som har sat både vores tro og handlekraft på prøve. Så tilgiv os, hvis vi i perioder har været blinde og døve overfor meget af dét positive, du også skænker os, og tilgiv os, hvis vi har misrøgtet nogle af de muligheder og opgaver, livet har givet os i det forgangne år. Og derfor ber´ vi for det det nye år og fremtiden: Retled og styrk os, - lær os at holde fast i vigtigheden af medmenneskelighed, - retsind, - samfundssind, fællesskabets og forligelsens kunst, og giv os mod til at følge disse, dine veje. Giv os evnen til at være til støtte og opmuntring for hinanden - at se hinanden og forstå hinanden, - og ikke skygge for hinanden, - ikke hovmodigt at tro, at vi er sat til at dømme hinanden. Og når / eller hvis vi måtte blive redskaber for kulde og hårdhed, så vend os om. Vær med alle, der har fået magt betroet, - lad dem bruge den til menneskehedens gavn og glæde. Det ber´ vi om i vor Herres Jesu Kristi navn. Amen.

Og lad os ønske for hinanden, at vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed, og Helligåndens fællesskab må være med os alle også i det nye år. Amen.