Nors, Tved og Øster Vandet Kirker 


Prædiken til Julesøndag, 2020.

Bøn

”Herre, du kom for at leve her, række din hånd til de små og svage. Løvspring forjættes i håbets træer, når dine ord bærer julens dage. Skaber hernede Gudsrigets glæde, evigt til stede i tro og håb. Amen."

Prædiketekst Lukas Kap. 2, 25-40

”I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Amen

To gamle mennesker, der jubler, - et spædbarn på arm, og et forældrepar, der undrer sig. Så har vi julesøndagens persongalleri. Og som det er alle nybagte forældres lod, således er også Jesu forældre ved at lære deres lille søn at kende, - og det på mere end en måde. For nok er han deres barn, som han ligger dér på armen, men her 40 dage efter fødslen, for så lang tid skulle der nemlig gå, førend en barselskvinde måtte komme i templet, når der var tale om et drengebarn, - det dobbelte, hvis det havde været en pige, - men selv 40 dage efter fødslen har de endnu ikke helt fattet omfanget af, hvad det er for et barn, de har fået. Og det er der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i, for sådan er det for alle forældre. Undrende ser man til, mens dét, man har skabt i kærlighed, og som dag for dag fjerner sig mere og mere fra én, hvordan dét folder sig ud for øjnene af én og bliver til dén, det skal være. Ser hvordan det: Vokser fra sin moders arm ud i verdens vilde larm, som der står i den gammel vuggevise: Sov mit barn, sov længe. En forunderlig men for nogen også en skræmmende proces. Sommetider… mens den står på, - processen, er der nogen, der siger noget til en om ens barn, - noget, nogen kan se i barnet, som man endnu ikke selv har fået øje på. Det kan både glæde og forurolige. Og sådan sker det også i dag på tempelpladsen i Jerusalem, for de 2 gamle mennesker: Simeon og Anna, - de har noget at sige om Jesus, som forældrene ikke endnu har forstået… heller ikke selv om det flere gange er blevet sagt til Maria, at hendes barn skulle være noget særligt... englen havde bebudet det ved undfangelsen, - hyrderne havde videregivet englenes forkyndelse julenat, og også vismændene fra Det fjerne Østen havde sagt noget om, at barnet var: Guds den højestes søn… og den slags. Og nu udtaler den gamle Simeon også, at barnet er lys og herlighed, men han siger også, at barnet er bestemt til fald og til oprejsning, - til modsigelse, - ja, at selv Marias eget hjerte skal gennembores af sværd, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag. Og Anna, den gamle enke på 84, farer oven i købet ud og fortæller alle om dét barn, der skal løse op for alt det stivnede og bundne. Og dét må have været både stort og svært for Maria og Josef at kapere på en gang. For selv om Simeon og Anna er oppe i årene, så bliver der lyttet til dem med stor opmærksomhed. Ikke noget med at de bare var et par gamle forvrøvlede, halvdemente fjolser, som man ikke kunne regne med. Nej, sådan så man ikke på Simeon og Anna, - de var værdige og agtede, - det, de sagde, var altid værd at lytte til. Sådan ville man måske ikke se på gamle som Simeon og Anna i dag. For selv om vi bliver ældre og ældre i vores del af verden, så er der ikke rigtigt nogen, der tør være ældre, - altså: gamle. Det er på ingen måde i høj kurs at være eller blive gammel. Ikke med mindre man holder sig godt og opretholder et aktivitetsniveau, der ligner de unges… som om man kan hoppe og springe og spinne og løbe sig fra alderdommen. Ikke fordi, - alderen til trods, så er det både sundt og nødvendigt at man bevæger sin krop, fordi: det er den skabt til. Men kroppen er ikke det eneste, der skal bevæge sig, - det skal sind, sjæl og hjerte også. Og det kan faktisk godt lade sig gøre, selv når kroppen ikke længere er så samarbejdsvillig, - når benene bliver stive og ryggen slidt og træt. Selv da kan man stadig bevæge sit sind. Vores dronning kaster sig den ene gang efter den anden ude i nye og spændende opgaver, selv om både ryg og bentøj for længst har sagt fra, - Bent Fabricius Bjerre, der døde i år i en alder af 95 år gjorde det samme lige til det sidste. Og Lise Nørgaard har da også stadigvæk et klogt ord at skulle have sagt i mange sammenhænge, selv om hun har rundet de 100 år. Så måske det er tid til at slå et slag for alderdommen, for som et ordsprog siger: ”Kun den enfoldige tror, at alderdommen er livets vinter… for vismanden er det høstens tid”.

Det vigtige er i hvert fald, hvordan man er indstillet, - hvad man tænker om dét: at blive gammel, være gammel, - ikke bare ældre… eller senior… eller i den 3. alder… eller hvilke politisk korrekte omskrivninger vi måtte bruge for at undgå at sige dét, man retteligt bliver, hvis man er så heldig at leve længe nok: gammel. Og hvis man tænker på alderdom som livets vinter, så begynder man med det samme at fryse. Hvis man i stedet ser alderdommen som en høsttid, så kan man se frem til at nyde udbyttet. Høst betyder ikke alene, at man kan se tilbage på ens ”produkter”: ens resultater, - dé mål, man nåede, - dé projekter, man satte i værk, - dén familie, man stiftede, nej, det betyder også, at man må huske at nyde alt dét, der er spiret frem i og omkring een i løbet af livet.

At blive gammel er også at få ro og tid til at finde ind til dét oprindelige billede, Gud har skabt i én, - at finde ind til dén, man virkelig er. Når man bliver gammel, bliver det mindre vigtigt: at gøre / at agere… og mere vigtigt: at være, og dét gearskifte kan være svært at foretage i en verden, hvor man i høj grad bedømmes på dét, man gør. Flere af mine jævnaldrende gruer f.eks. for at gå på pension, fordi de netop føler, at de mister deres identitet, når de forlader deres arbejde. For ikke så længe siden var skuespilleren Thure Lindhardt med i Aftenshowet som gæst, og han fortalte om dé tanker, han havde gjort sig under Corona-nedlukningen i foråret, hvor han havde været afskåret fra at gøre alt dét, han ellers normalt ville have gjort. Som han sagde, så var han overordnet set blevet standset i jagten på den næste store sejr, - den næste store film eller filmpris… jagten efter den næste succes var simpelthen blevet sat på pause. Og det havde gjort ham bange, fordi han ikke vidste, hvem han selv var, hvis han ikke kunne være ”ham skuespilleren”. Men da han var kommet lidt igennem angsten, var han begyndt at tænke anderledes, end han plejede. Og han var kommet til den erkendelse, at han allerede havde det hele, - han havde liv, glæde, kærlighed, skuespilkunst. Og han havde også indset, at han faktisk ikke manglede noget, - overhovedet. Og at blive og være gammel handler om lidt det samme: at være fuldt til stede som dét menneske, man nu er … selv om hørelsen og synet og bevægeligheden måske er svækket. For det er takket være ens alder, - ens livshistorie - at man er blevet til dén, man er. Og hele livshistorien hører med, - også alle de mange sidespor, - også dét, at man måske har følt sig forkert, splittet og fremmedgjort over for sig selv indimellem, - at man har gjort dumme ting, - sagt forkerte ting. Men alt sammen har det været med til at gøre en til dén, man bliver og er som gammel, således at dét billede, som Gud har dannet af én, - skabt en i… i stigende grad træder frem på tværs af alle mellem - regningerne. Et viist menneske kender man ikke så meget på de erfaringer, det HAR draget, men på, at dét er i stand til hele tiden at gøre nye erfaringer. Og en af de erfaringer, der uundgåeligt hører med til at blive ældre, er erfaringen af: at skulle give slip. Måske også en erfaring af, at lige præcist dét er mere svært end alt andet. Svært at give slip på sin arbejdsidentitet, som jeg nævnte før, - på dét, man engang kunne, - måske på sin bopæl, - sine kære, ja: på alt dét, man troede, man var. Men også her kan vi lære noget af Simeon og Anna. For selv om de var gamle, så levede de dog i en forventning om, at der til stadighed kom noget til dem fra Gud. Uanset hvordan deres livshistorie må have været, så troede de, at dén Gud, der havde båret dem gennem alle deres livsdage, også ville gøre det i den fremtid, der lå foran dem, - at de var arvinger til Guds historie med mennesker, præcis som vi er det, fordi vi - uanset alder - må kalde os Guds børn, og vi er det. Det betyder, at også ældre mennesker skal respekteres som et Guds barn, og selv når det er sygt eller dement, så gemmer der sig stadigvæk et enestående menneske bagved med en værdi, der er tilskrevet dét af Gud. Tager man derimod afstand fra gamle, så tager man også afstand fra en del af sig selv. For alle bliver gamle, hvis de lever længe nok, - alle bærer vi alderdommen i os. Den hellige Benedikt af Nursia skrev: De yngre skal respektere de ældre og de ældre skal elske de yngre. Alle vi, der er stærkt på vej til at blive gamle, vi skal elske de yngre, - tage dem til hjerte, som de er, - ikke misunde dem, at de er unge. Vide at det gælder for dem som for os, at vi er børn. og er vi børn, er vi også arvinger til alt det, der til stadighed kommer os i møde fra Gud. Og alt dét begyndte lige dér, - i barnet på Marias arm. Amen.

Bøn: Hellige Gud, himmelske Fader! Vi takker dig som i godhed skænker os livet og alle dets gaver. Vi takker dig for jorden, som du har skabt, for vore medmennesker, som du giver os at dele livet med, for din elskede Søn, som blev vor broder, døde og opstod for os, for nådens og sandhedens Ånd, som har taget bolig i os, for genfødelsen i dåben, for evangeliets lys og for dit nærvær og din velsignelse i nadveren.
Vi beder dig for din kirke: Tag ikke nådens og sandhedens ord fra os. Bevar os alle i troen og den indbyrdes kærlighed. Lad håbet om dit komme være levende blandt os. Forbarm dig over alle, der farer vild, over dem, der lider for dit navns skyld, og lad dit evangelium udgå til alle folkeslag.
Vi beder for vore hjem og vore kære, for vort daglige liv med hinanden i arbejde og fritid. Vi beder dig om fred mellem nationerne, for folkenes regeringer og for dem, der skal styre vort land. Vær nær hos alle fattige og forurettede mennesker, alle forpinte og bedrøvede, de fængslede og de landflygtige, de forladte og ensomme, dem der mangler det nødvendigste til livets ophold, de syge og dem, der skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men fri os fra det onde. Det ber´ vi om i Jesu navn. Amen.

Lad os ønske for hinanden, at vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med os alle. Amen.