Nors, Tved og Øster Vandet Kirker 


En forsinket julehilsen.

Der er år, som får en helt særlig betydning i historien, - befrielsen i 1945, - Berlin murens fald i 1989, - terrorangrebet mod World Trade center og Pentagon i 2001 for bare at nævne nogle. Og jeg er sikker på, at 2020 også bliver sådan et år. På under 10 måneder har vi gennemlevet en verdensomspændende pandemi med mindst 1,5 millioner døde, - et valg i USA, hvis lige ikke er set tidligere, og en Brexit, der virkelig har skabt overskrifter, og som først faldt på plads i 11. time.

Onsdag den 23. december 2020 kommer jeg heller ikke til at glemme sådan lige med det samme. Covid 19 havde i forvejen lavet meget om på vores vante måde at afholde gudstjenester på, - så kom der nye anbefalinger, der fik betydning for vores måde at afholde julegudstjenester på, men vi bestræbte os på at honorere dem, så godt vi nu kunne: der blev bl.a. planlagt flere julegudstjenester, så alle skulle have mulighed for at deltage den 24., - der kom ekstra bemanding på: både gravere, organister, kirkesanger og kirkesangervikarer var klar til at tage deres tørn, - Henning Bjørndahl påtog sig 2 ud af de 5 planlagte gudstjenester juleaften, - det blev gjort muligt at forhåndstilmelde sig, så man ikke risikerede at blive afvist i døren juleaften. Så kom der endnu en stramning, som bl.a. betød, at vi bestemte os for kun at benytte hver 3. bænk i kirkerne, men ellers kørte vi efter den oprindelige plan, så vi lavede lister over tilmeldte, - vi lavede oversigter over kirkernes inddeling og siddepladsmuligheder, - der blev klippet julehjerter, som bænknummer markører. Men i løbet af den sidste uge begyndte de mange tilmeldinger ret hurtigt at ændre sig til dét modsatte, - til afbud, men kirkerne blev selvfølgelig alligevel pyntet op på smukkeste vis, - der blev kopieret sangfoldere, - juleprædikenerne lå linet op på bordet, så da jeg kørte hjem den 23. om eftermiddagen, tænkte jeg, - om end med en lille, nervøs knude i maven - nu kører vi... Så da jeg få timer senere erfarede, at nu var der nye stramninger på vej, da var jeg grædefærdig og tænkte: Det kan simpelthen ikke passe. Kort tid efter begyndte rygtet at versere i Nyhedsmedierne, at der muligvis ville blive tale om helt at lukke ned for gudstjenester hen over julen, og da blev jeg igen både ked af det, vred og lettet, - ked af det, fordi julegudstjenester er noget helt specielt, - også for præster J, - vred, fordi jeg syntes, det var en meget, meget sen udmelding, og fordi så mange havde lagt så megen arbejde i forberedelserne, og lettet, fordi det har været et meget stort pres for alle, der har deres arbejde i og ved kirkerne at vide, at det var vores ansvar, at Covid 19 ikke blev en smittespreder ved en af vore gudstjenester. Men ved 22´tiden den 23. december kom så den officielle udmelding fra provst og biskop, at: Landets biskopper anbefalede, at der ikke blev afholdt gudstjenester frem til den 3. januar 2021. Og så blev der ellers kaotisk travlt et par timer, - den sidste mail blev besvaret efter midnat, og da var vi stadigvæk langtfra færdig med de beslutninger og tiltag, der skulle udføres, inden nedlukningen var en kendsgerning. Så også formiddagen den 24. december blev travl for både menighedsrådsformænd, graver og undertegnede, men ved 13´tiden kunne vi se på hinanden og sige, at nu havde vi gjort dét, vi kunne, for at formidle den nødvendige viden ud til omverdenen. Og heldigvis blev beskederne vel modtaget alle steder, - og stort tak for det.

Og midt i alt det forjagede fik jeg ikke rigtig skrevet en julehilsen til jer, så det forsøger jeg at råde bod på nu. For jeg håber af hele mit hjerte, at I alle har haft en rigtig god jul, - at I har ladet juleroen krybe ind under huden, - at I har nydt samværet med hinanden. Der er stadigvæk juledage tilbage, inden vi tager hul på nytårsfejringen, - dem håber jeg også, at I vil nyde.

Og hvad det nye år bringer, det ved vi ikke, men de første Corona vacciner er i skrivende stund både ankommet til landet og distribueret videre ud i samfundet, så vi begynder måske så småt at kunne skimte et lys i mørket, - vi begynder forhåbentligt at kunne ane konturerne af et liv, hvor dén frihed og de privilegier, som vi måske først begyndte sådan rigtig at sætte pris på, da de blev taget fra os, at dét igen er inden for rækkevidde. Så jeg tror, vi er enige om, at 2021 må og skal blive et bedre år end dét, vi forlader om få dage. Som en skrev på face-book: vi er SÅ færdige med 2020. Og jeg håber, at vi må besinde os på dé ting, pandemien har lært os: at vi er skrøbelige og sårbare individer, - at vores kunnen hurtigt kommer til kort, når naturen spiller med kræfterne, men også: at vi kan udholde rigtig meget, når vi gør det sammen - omend hver sig. Og det er, hvad julebudskabet og tro handler om: at vi skal turde være der for hinanden i alle livets faser, - både de sjove og festlige, men også de sårbare og sorgfulde. Så fortsat glædelig jul og et velsignet nytår.

Annie Krog Foldager.