Nors, Tved og Øster Vandet Kirker 


Prædiken til juledag, 2020.

Bøn

”Hjerte, løft din glædes vinger. Himlen lydt, melder nyt: Kristus lod sig føde. Amen. "

Prædiketekst Juleevangeliet ifølge evangelisten Lukas, kap. 2.1-14 

”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Amen”

Dét, der skete julenat, kan udtrykkes meget kort og meget enkelt: Gud blev menneske. Punktum. Men ligeså let det er at sige, ligeså svært er det at fatte. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre sådan uden videre: at forstå - endsige forklare - at Gud skulle være til stede i et barn, der blev født fjernt fra verdens centrum, som dengang lå i Rom. Og det var da også af dén grund derfra, at kejser Augustus - ham, der var så betydningsfuld, at han lægger navn til årets ottende måned: august, - at han gav ordre til, at alle folk i hans rige skulle tælles. Og denne registrering skyldtes ikke en dyb interesse for undersåtterne. Augustus var for så vidt ligeglad med de mennesker, der omgav ham, - bortset fra vagtmandskabet, hæren og nok også familien. Men han var ikke ligeglad med hvor mange penge, der kom ind i skat. Og størrelsen af dén sum afhang dengang som nu af: antallet af betalere. Derfor skulle folk tælles, - hver eneste borger, - ung og gammel var betydningsfuld i den sammenhæng. Og derfor skulle også Josef tælles, og det var årsagen til, at han drog til Betlehem, for det var hans families hjemby.

Og byen Betlehem, - jamen, den var hverken Jerusalem eller Rom, - den var en ubetydelig flække, der ikke var værd at skrive hjem om, men alligevel er det nok dén by i verdenshistorien, der er blevet skrevet mest om. For dét var dér, Gud lod sig føde! Og det er evangelisten Lukas, som viderebringer fortællingen om, hvordan dét gik til, og han gør det som den eneste, - de 3 andre evangelister kender ikke samme detaljerede fortælling, som ham, - de bringer den i hvert fald ikke. Men Lukas kaster sig ubesværet og med stor fortællekunst over beretningen og jo på en måde, som har fænget lige siden. Når vi siger: Juleevangeliet, så er det Lukas´ version, vi har i tankerne.

Og så mesterligt fortæller Lukas om begivenheden, at vi kan se hele scenariet for os, - godt hjulpet på vej af eftertiden, for man har op igennem tiden været så glade for fortællingen, at man er kommet til at digte videre på den - også langt ud over, hvad den egentlig kan bære. Også H. C. Andersen har kunnet se scenariet for sig, og det blev til en salme i 1832, - en salme på kun 2 vers, som kom med i den seneste udgave af salmebogen, og som vi også har sunget i dag. H. C. Andersen fortæller, at der var mørkt omkring det sted, hvor barnet lå, - at barnets pude var hø og strå, - men at stjernen dog lyste over huset, - og at oksen kyssede barnets fod.

En anden salmedigter, H. A. Brorson, har det på samme måde. Også han har ”ligesom været indenfor” og set, hvad der skete. Brorsons skildring er dog mindre konkret: Det er alene hans ”hjerte, der altid vanker til Jesu føderum”. Og hans tanker ikke blot kredser om føderummet, - nej, de samles dér også ”i deres hovedsum”. For dér hører hans længsel til, - dér har hans tro sin skat. Og så føjer han til: ”Jeg kan dig aldrig glemme, du søde julenat”.

Men har vi overhovedet nogen konkret viden om Gud? Et er, at vi har et evangelium, der i mange sammenhænge omkranses af historiske fakta, der kan verificeres, men decideret viden…? Nej, ikke sådan umiddelbart… så dét, der sker, når vi kommer til at genfortælle evangeliet med den store og brede pensel, er, at tro og ”såkaldt” viden smelter lidt sammen, - de optræder lige som forsiden og bagsiden på en mønt. De kan ikke se hinanden, men de er svære at adskille, - de hænger uløseligt sammen. Men på den anden side, så har vi fået en meget vigtig viden om Gud i og med, at han blev menneske, - at han blev som en af os, - det fortæller i hvert fald noget om hans væsen / hans sindelag, at han valgte at tage dét skridt. Akkurat som hans ord og handlinger i dét liv, han gennemlevede gennem sin enbårne Søn - på alle punkter tegner billedet om og af ham. Og det kan vi så grunde lidt over, akkurat som Maria grundede over dét, hyrderne sagde, da de kom ind i stalden og fortalte, hvad de havde set og hørt. For ikke blot gemte hun ordene i sit hjerte, men hun ”grundede” også over dem. Og at grunde over noget, betyder egentlig: at gå helt tilbage til begyndelsen eller oprindelsen, som jo for Marias vedkommende må være oplevelsen af ærkeenglen Gabriels besøg i hjemmet i Nazareth, hvor det blev hende bebudet, at hun skulle føde Guds søn. Og så nogenlunde det samme var blevet forkyndt hyrderne på marken, eller som der stod i teksten: Herrens herlighed strålede om dem, og at de blev grebet af stor frygt. Og da er det, at englen siger til dem, at de ikke skal frygte, for en Frelser er født i Davids by, den Herre Kristus, som skal være en stor glæde for ethvert menneske. Og det tegn, de skal få, er et barn, som de skal finde svøbt og liggende i en krybbe. Og herefter oplevede hyrderne en himmelsk hærskare, der sang lovsang til Gud med ordene: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Og det er, hvad de kan fortælle Maria og Josef, og ja: det undrede alle, der hørte dét, som der står, hvis vi havde læst lidt videre i lukasevangeliet. Og så følger de afgørende ord: ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.” Men hvad står der egentlig, hvis vi ser nærmere efter i den græske grundtekst? Ja, det ord, der benyttes, hedder på græsk: συμβαλλουσa, og det betyder egentligt, at hun holdt ordene sammen, - underforstået: at sammenligne. Så Maria grundede altså ikke bare, - hun ”sammenlignede” også, - hun sammenholdt dét hørte med dét, hun tidligere havde hørt og oplevet og måske også tilegnet sig gennem jødedommen. Og denne sammenligning fortæller Maria, at dét, der skete omkring hende denne nat i Betlehem, var specielt, - at der var store ting på færde. Og hvis vi lytter godt efter, kan man godt høre, at det er nøjagtig det samme ord, som vi benytter, når vi siger: ”symbol”. Og symboler bruger vi dér, hvor almindelige ord ikke slår til. Og troen bruger mange symboler. Vi har farver som symboler for højtider og stemninger, - vi har korset, ankeret og hjertet som symboler for følelser og holdninger: tro, håb og kærlighed, - vi har fisken, der symboliserer det kristne tilhørsforhold, - vi har løven, oksen, englen og ørnen, som symboliserer de 4 evangelister osv. Troen taler ganske enkelt tit og ofte ved hjælp af symbolik.

Men hvad med os andre, - griber vi forkyndelsen og dens symboler? Jamen, vi forsøger vel efter bedste evne at tilegne os dét forkyndte, sådan som kristne før os har gjort det, - mange af dém endda med livet som indsats, - vi prøver at åbne os for de ord, der lyder, - griber med hjertet efter det indhold, som de udtrykker, - ord, der heldigvis bliver´ hjulpet godt på vej af symbolsproget: dét maleriske billedsprog, som billeder, salmerne og sangen også formidler og åbner op for. Og det hele startede en nat, der ikke var som alle andre, for himlen åbnede sine sluser, - Gud kunne ikke holde sit inderste væsen tilbage, og derfor lod han sig føde… ikke i et marmorpalads i Rom, men i en stald i Betlehem, - Gud kom til os… for Han så “ i den usleste mand eller kvinde ( ) perlen så kostelig skinne, dengang Han selv blev menneskets lys”. Det er julens enkle og glædelige budskab. Så: “Hjerte, løft din glædes vinger” og tag imod det evangelium, der forkynder: at Gud blev menneske. Vi er ikke mere overladt til os selv, - vi er overladt til Gud. Og Gud ske tak og lov for dét. Glædelig Jul alle. Amen.

Kære Gud,
Tak for juleglæde og julefred på trods af alt.
Tak fordi du har banet dig vej til os her på jorden og også har åbnet en vej herfra og til himlen. Vær os nær, når julesorgen gør ondt. Enten det er pga. sorg og savn af dem, vi elskede, og som ikke er her denne jul, eller det skyldes sygdom, økonomiske problemer, misbrug eller konflikter i familien.
Lad din kærligheds flamme lyse op og brænde både stille og stærkt hvis angst og depression presser sindet.
Send særlig julevarme til dem, der er alene denne jul, og som savner selskab og fællesskab.
Lad os huske omsorgen og hjælpsomheden og tage den med ind i 2021, så vi sammen kan klare de kriser og udfordringer, som omstændighederne har sat os i. Vær hos dem der savner det allernødvendigste: Ofre for fattigdom, terror, krige og katastrofer.
Ånd fred til den, der snart skal dø og kraft til dem, der skal sidde ved siden af. Send visdom til alle, der har ansvar for andre, så både de og vi kan være med til at gøre jorden til et godt sted at være for os allesammen. Ja, lad julens højtid blive til velsignelse for alle. Amen.

Lad os ønske for hinanden, at vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med os alle. Amen.