Nors, Tved og Øster Vandet Kirker 


Prædiken til juleaften, 2020.

Se video fra facebook her
Bøn

”Kom, Jesus, og vær vor hyttegæst, - hold selv i os din julefest. Amen"

Prædiketekst Juleevangeliet ifølge evangelisten Lukas, kap. 2.1-14 

”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Amen”

Al usikkerhed, frygt, restriktioner og nedlukninger til trods, så har listerne med ”to-do” ting ganske givet været lige så lange, som de plejer at være her op imod jul, - det hører ligesom advents - og juletiden til, at der er mange gøremål, der skal håndhæves, førend vi kan fejre jul på rette vis. Og nu er den her altså: - længe ventet af mange, - ikke mindst børnene, og det bliver´ givetvis også en juleaften, vi voksne sent vil glemme, - ikke mindst pga. den sidste tids diskussion omkring ”det sikre” i at afholde jul sammen med den ”store” familie - både i kirken og i hjemmet. Så juleforventningens glæde har for mange været iblandet både tvivl, usikkerhed og ængstelse i år. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det, - sjældent har julehumøret været så trykket og fuld af spekulationer, overvejelser og frustrationer som i år. Spørgsmålene har stået i kø, og tilmeldingerne til i dag er gået op og ned som et skib i søgang. Så personligt har jeg ind imellem været mere grædefærdig end glædefærdig… for kom vi overhovedet til at holde julegudstjenester? - og det gjorde vi så ikke, men spørgsmålet er rullet frem og tilbage den sidste uge og skabt bekymring, og jeg ved jo, at for rigtig mange af jer betyder det noget særligt at kunne indlede højtiden med en gudstjeneste. Det gør godt at kunne samles inden døre i en mørk og kold tid. Det varmer og mildner sindet og tankerne at blive mødt af tændte julelys og pyntede juletræer. Det giver ro i sjælen at høre juleevangeliets velkendte ord, - orglets brusen og synge med på de kendte julesalmer. Det er en helt særlig og tiltrængt pause - i en på alle måder anderledes og urolig tid, hvor en af de største udfordringer ligger i, at få hele menneskeheden til at tænke anderledes om dig, mig og ikke mindst vores fælles ansvar for hinanden. Så på den måde er julen et ”både - og” i år… på den ene side er den som altid ladet med forventninger, varme og glæde, og på den anden side er den fyldt af frygten for alt dét uoverskuelige, der vandrer rundt i baggrunden som en sort skygge, og som kan gøre os både mismodige og modløse. Men julen er traditionernes fest, og dém, vi kan holde fast i, dém holder vi fast i, så lad mig fortælle en historie, - endda en autentisk en af slagsen. For en juleaftensdag for godt 200 år siden sad en organist i en lille landsby ved navn Arnsdorff nær Salzburg i Østrig og kæmpede med en melodi. Organisten hed Franz Gruber, og han havde tidligere på dagen haft besøg af sin gode ven, - præsten Joseph Franz Mohr, der var gået de omkring tre kilometre fra landsbyen Oberndorf til Arnsdorf for at besøge Gruber, der var organist ved Mohrs kirke. Og Mohr havde haft et bestemt - og også presserende - formål med sit besøg, for med sig havde han et lille digt, han havde skrevet et par år tidligere, - titlen var: ”Stille Nacht, Heilige Nacht”. Og Mohr ville spørge vennen, om han ikke kunne sætte en melodi til teksten? Men hvordan sætter man toner til et digt, der handler om: Den stille, hellige julenat? Hvordan er lyden af stilhed? Hvordan er lyden af julefred? Og hvordan gør man det under pres, for vennen ville nemlig gerne benytte digtet samme aften i Oberndorff i forbindelse med julenatsmessen. Der var nemlig sket noget yderst uheldigt. Og da skal I lige vide, at Obendorffs beliggenhed ved floden Salzach ved utallige lejligheder havde medført store oversvømmelser, der havde beskadiget både byen og dens kirke. Og det fortælles, at vandet netop dét år (1818) havde beskadiget kirkens orgel i en sådan grad, at det ganske enkelt ikke kunne spille, og derfor ville Mohr nu have vennen til at skrive en melodi til sit digt, - en melodi, der skulle kunne spilles på guitar. For præsten holdt meget af at spille på guitar, og han havde fået den idé, at han og Gruber kunne give en lille julekoncert i forlængelse af julenatsmessen, - ikke med orglet som musikledsagelse men med guitaren. Derfor den lange gåtur til Arnsdorff og bønnen om, at Gruber komponerede en melodi. Og miraklet sker, for netop da Gruber var mest fortvivlet over den vanskelige opgave, da kom inspirationen. Og den melodi, der nu prentede sig på nodepapiret, var helt anderledes end dét, man var vant til i kirkelig regi, - den havde en stille, vuggende tempo, og Gruber smilede tilfreds over resultatet, for nu vidste han, hvordan stilhed og julefred lød. Også publikum i kirken om aftenen var begejstrede, da Gruber og Mohr sang for på den nye julesalme - bakket op af kirkens kor - og med Mohr, der spillede til på sin guitar. Så mens en snehvid juleaften langsomt gled over i en stille, hellig julenat, kom Mohrs digt og dé magiske toner, der var kommet til Gruber i en betrængt stund, - de kom til live som en smuk julesalme, der aldrig siden skulle gå i glemmebogen… For efter nytår dukkede en orgelbygger ved navn Karl Mauracher fra Fügen op, - han reparerede orgelet, og efterflg. spillede Gruber melodien ”Stille nacht, - heilige nacht” på orgelet. Og da orgelbyggeren kom hjem, nedskrev han melodien efter hukommelsen. Og i Fügen boede der 2 musikalske familier, der lærte sig salmen og melodien, og de var medvirkende til, at salmen langsomt bredte sig videre ud i Østrig, - og videre ud til udlandet. I 1832 blev den f.eks. sunget ved en julekoncert i Leipzig i Tyskland, og i 1839 blev salmen sunget i New York.

Salmen er gennem årene blevet oversat til mere end 140 sprog, og den er blevet kaldt moderen til alle julesalmer. Den engelske version: Silent night, Holy night med blot tre vers (Mohrs vers 1, 6 og 2) daterer sig til 1859. Herhjemme blev den oversat og gendigtet af B.S. Ingemann i 1850, hvor den fik titlen: Glade jul, dejlige jul.

Vi er dog ikke helt færdig med salmen endnu, for den danner nemlig baggrund for dét, man sidenhen har kaldt Julevåbenhvile i 1914. Og vi taler om 1. Verdenskrig, hvor Vestfronten strakte sig fra Lorraine i Nordfrankrig og op til Den Engelske Kanal. Soldaterne havde gravet skyttegrave og rejst pigtråd for at holde deres positioner. Skyttegravene lå ikke mange meter fra hinanden, - et faktum, som ofte medførte, at der også blev råbt skældsord og spydigheder tværs over kampzonen. Men denne råben mellem tropperne blev forvandlet til noget andet og mere i løbet af juleaftenen 1914. Tyskerne fejrer som os jul den 24. december og som den 24. skred frem, blev skydningerne fra deres side indstillet. Stemningen i de franske og britiske skyttegrave var trykket. For befalingsmændene var sikre på, at den tyske stilhed var et dårligt varsel, - at de forberedte et massivt angreb. Så da de første lys dukkede op på kanten af de tyske skyttegrave ved mørkets frembrud den 24., da svarede de britiske og franske tropper straks igen ved at skyde mod dem. Men til soldaternes store overraskelse besvarede tyskerne ikke ilden. I stedet for blev den efterfølgende stilhed brudt af en smuk tenorstemme, der blev ledsaget af et kornethorn. “Stille Nacht, heilige Nacht,” sang stemmen, der virkede overjordisk smuk i den frostklare aften og det sønderskudte landskab. Efter det første vers faldt andre tyske soldater ind. Enkelte modige britiske soldater stak hovedet op over skyttegravens kant og så, at lyset, som de havde skudt mod, var små juletræer pyntet med levende lys. For hver 20 meter stod et træ, og tyske soldater stod fuldt synlige ved siden af dem og sang deres julesalme. Da julesalmen er slut, var der først dyb stilhed, men så begyndte fjenden, - altså englænderne - at klappe, og der udveksledes julehilsener hen over fronten, fulgt af opfordringer om at indstille skydningen. "We not shoot, you not shoot!" Hoveder tittede frem over skyttegravenes brystværn, og der blev stillet stearinlys op. Efter en tid trådte soldater ud af gravene på begge sider, de mødtes i ingenmandsland, udvekslede håndtryk og cigaretter og viste hinanden billeder af familien derhjemme. Rygtet spredtes pr. telefon til hele frontafsnittet, og eksemplet blev fulgt. En engelsk løjtnant beskrev i et brev, hvad han havde oplevet: “Jeg kravlede op af min skyttegrav og gik langs kanten hen til et tørt sted og kiggede ud over slagmarken. Fra hvor jeg stod, kunne jeg se vores lange zigzaggende skyttegrave og også tyskernes. Deres skyttegrave var oplyst af små juletræer, der mindede mig om teatrets scenelys. Vores enheder var helt fortryllet af tyskernes sang, og efter flere minutters stilhed reagerede de, som om de var tilskuere. Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i også vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.” Og dermed var scenen sat til den våbenhvile, der dagen før havde syntes utænkeligt. Julefreden sænkede sig over det sønderskudte, mudrede område. Også om morgenen den 25. december forlod soldaterne deres respektive skyttegrave for at mødes i ingenmandsland og rygter vil endda vide, at der blev spillet en fodboldkamp mellem tyskere og englændere, som tyskerne vandt 3-2. For en stund var alle kamphandlinger indstillet og geværerne tavse. Og våbenstilstanden juledag gav ikke blot soldaterne en tiltrængt pause og en mulighed for at føle sig som mennesker igen. Det gav dem også en mulighed for at hente deres døde ude på slagmarken og give dem en værdig begravelse. Og denne legendariske våbenhvile var kun begyndelsen, for både i 1915 og 1916 var der lignende julevåbenstilstand, og det er også sket i andre krige siden da. I dag betragtes våbenhvilen som et håb for menneskeheden… og startskuddet var: Stille Nacht, heilige Nacht. Og dét, der bærer og tegner ”den stille og hellige” nat, er jo netop Guds ønske om: At menneskeheden - gennem det barn, der blev født i stalden i Betlehem - skal vækkes til live / skal lære at åbne sit hjerte og sind for medmennesket. Og det budskab formidlede salmen den julenat i 1814. Også vi er i en trængt situation, men selvom der er meget, der kan rokke ved vores tro og nære vores tvivl, - selvom håbets fakkel kan blafre og være tæt på at gå ud i strømmen af de mange informationer og restriktioner, der vælter ned over os, - selvom vi kan gribes af modløshed og mismod i en utryghedens tid, så må heller ikke vi glemme dén glæde og det håb, der ligger i forkyndelsen af: at i den stille og hellige julenat blev lyset, - kærlighedens lys - i skikkelse af Guds enbårne søn - endegyldigt sat ind i verden, - og mørket kunne ikke gribe det, - mørket kunne true, arrestere og korsfæste det, men det kunne ikke kue det. Og vi må heller ikke lade os kue, - vi må holde fast i troen på, at der er en vej igennem og ud af mørket, og evangeliet taler ufortrødent og vedholdende til os for at vise os dén vej, og vejen tegnes af medmenneskelig ansvarlighed, omsorg, omtanke og kærlighed. Og måtte denne juleindsigt sænke sig - ikke blot over hver enkelt af os, - ikke blot over land og by men over hele verden, for vi har hårdt brug for den! Må det blive en glædens jul for os alle. Amen.

Fadervor: Fader vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Velsignelse: Lad os ønske for hinanden, at vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med os alle. Amen.

”Stille nat, Hellige nat”:

Her følger de 3 vers, der benyttes i alle andre udgaver af salmen, bl.a. ”Silent night, holy night” og som er direkte oversættelser af den oprindelige tekst, og det er salmedigteren Ellen Lissner, der har oversat den tyske tekst til dansk i 1958. Melodien er den kendte fra Glade jul, dejlige jul.

1.Stille nat, hellige nat,
frelsen kommer til jorden brat,
mennesker sover, mens underet sker,
kun Maria og Josef det ser:
barnet i Betlehems stald.

2. Stille nat, hellige nat,
englesang over mark og krat,
hyrder vågner i undren stor:
Verdens frelser iblandt os bor!
Åbnet er himmerigs port.

3. Stille nat, himmelens fred
bringer Jesus Krist herned,
barnet smiler ved moders bryst,
smiler alverden til glæde og trøst,
Frelsen er kommet til jord!

Joseph Mohr 1818.
Ellen Lissner 1958.