Nors, Tved og Øster Vandet Kirker 


Prædiken til Hellig 3 kongers søndg, 2021.

Bøn

”Det er fra Betlehem, sandheden lyder: Barnet er givet os til frelse og til fred!" "

Prædiketekst Mt. 2,1.12:

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.«
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Så nåede vi det også i år, - vi nåede at få lov til at høre evangelisten Mathæus´ fortælling om de vise mænds besøg i stalden i Betlehem, - og nu tænker I måske: Hvordan nå, - er det ikke bare en selvfølge, at man hører dén beretning i H3k´tiden? Og nej, det er det så ikkeJ Hvis der falder en søndag i perioden 2. januar til 6. januar, så kaldes denne for Hellig trekongers søndag, og så hører vi om de vise mænd fra Østerland, men ligger den 1. søndag i året efter den 6. januar, så hedder den: 1. søndag efter Helligtrekonger, og da er det en hel anden tekst, der skal prædikes over. Men vi nåede det altså også i år, - heldigvis, for Mattæus beretning om vismændene hører jo om noget med til vores ” forestilling” om dét, der skete i stalden i Betlehem: at der dukkede uventede og ukendte mænd op fra Østerland, og at de frembar kostbare gave: guld, røgelse og myrra.

Og hvad er det så med disse vise mænd fra Østerland, - jamen, de var jo både stjerne - og skrift kyndige, og derfor vidste de, at når en stor stjerne viste sig på himlen, så havde de gamle skrifter spået, at da skulle der indtræffe noget stort og afgørende: en kongesøn skulle fødes. Så igennem lang tid havde de - meget opmærksomt og meget ivrigt - spejdet mod himlen, og da tegnet endelig viste sig for dem, - jamen da var der ingen tvivl i deres sind, - de pakkede deres ting og drog afsted, for dét her, det var det livsvigtigt for dem at blive en del af, - fordi de vidste, at det var en hændelse uden historisk sidestykke. Men vise mænd og genier kan godt være kloge på nogle områder og meget naive på andre, - i hvert fald: vismændene drog til Herodes kongeslot i Jerusalem, fordi de i deres visdom regnede med, at dér måtte en nyfødt kongesøn selvfølgelig være at finde, - til trods for at enhver indbygger i Jerusalem ville kunne have forudset og fortalt dem, hvad der ville ske, hvis nogen - over for kong Herodes - omtalte en ny arving til kronen, - dét ville koste blod! I forvejen havde Herodes slået sine egne sønner ihjel, for at de ikke skulle tage tronen fra ham, - så hvor meget mere kold og kynisk ville han ikke være over for en mere perifer konkurrent.

Så alt i alt er det ikke blot en smuk, men også en lidt uhyggelig og dramatisk fortælling, vi præsenteres for, - en fortælling, der - uden mange ord - giver os et helt klart billede af forløbet og situationen. Og ikke mindst ordene “fra Østerland” pirrer vores nysgerrighed og giver historien et gran af eventyr og mystik, og måske er det derfor, at beretningen i tidens løb er blevet udvidet og vel også forskønnet en hel del. Inspireret af bl.a. Salme 72 i GT er de vise mænd blevet til konger, hvorfor vi jo altså også kalder søndagen i dag for Hellig trekongers søndag, - den burde jo retteligen hedde ”De vise mænds søndag”, hvis vi skulle hente benævnelsen i selve beretningen. Og de har ovenikøbet i tidens løb fået navne, - mændene, - eksotiske navne som Kaspar, Melchior og Balthazar, og dermed er det jo så også blevet en del af historien, at der var tre af slagsen, selvom der ikke står et ord om, hvor mange der retteligen var. Men alle er enige om, at der har været tre, og det skyldes sandsynligvis dét faktum, at der blev skænket tre gaver til barnet i krybben: Guld, røgelse og myrra, - altså må der have været 3 personer... tja måske. Også smukke, symbolske betydninger er blevet knyttet til dem på anden måde, - de er nemlig også kommet til at markere de tre livsaldre: ungdom, voksenalder og alderdom akkurat som tretallet også er blevet et symbol på tre forskellige lande og folkeslag, - og dermed hele verden: Melchior skulle således være den ældste og bliver´ derfor afbildet med gråt skæg, og han var iflg. traditionen konge af Arabien. Balthazar var midaldrende og konge af Ethiopien. Det er ham, der er sort på mange afbildninger. Kaspar var konge af Tarsus og helt ung. Symbolikken er smuk og kan godt fortælle noget sandt, men det er og bliver´ symbolik, for der står ikke noget om dét nogen steder. Det eneste, man kan sige, er, at ja: bag alle senere tildigtninger og legender, så var der tale om mennesker, der fulgte deres tro og deres hjerte. De endte desværre i første omgang i Jerusalem, hvorved de for en stund: mistede udsynet til deres ledestjerne. Kong Herodes blev ved deres ankomst - som forventet - både oprørt og forfærdet, - her kommer nogle vise mænd langvejs fra, fordi de i en stjerne har set, at der er en anden fremtid for hele det jødiske folk end dén, han / Herodes repræsenterer, og det er noget, der kan gøre en magtsyg hersker både vred og nervøs. Han forhører sig blandt sine egne vise, - dvs. ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de kan fortælle ham, at det er fra Betlehem, der skal udgå en hersker, for sådan har profeten Mika forudsagt det. Så Herodes, der er bange for en fremtid, hvor han ikke har magten, sender de vise mænd af sted mod Betlehem med besked om at vende tilbage og fortælle, hvor barnet er, så også han kan tilbede det. Og vismændene genfinder deres ledestjerne, og de finder også krybberummet, som stjernen fra sin plads på himmelhvælvingen sender sine stråler ned over. Og Mattæus beskriver deres reaktion meget enkelt men smukt med ordene: “Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det” Stjernen havde altså virkelig ledt dem til dét barn, der var fremtiden for - ikke blot hele folket - men for hele verden. Og de ser og forstår ved mødet, at magtens centrum nu er flyttet fra Jerusalems kongeslot til et krybberum i Betlehem, - at fremtidens hersker ikke er den vældige og magtsyge konge, men et lille, skrøbeligt menneskebarn, der er svøbt, og som ligger magtesløs i sin krybbe. Og det er vel i bund og grund først her, at deres visdom virkelig kommer til sin ret: at de ser sandheden uden indpakning: at livets og universets mening ikke skal findes hverken på himmelbuen eller i kongepaladser, - for selvom de måtte følge en stjerne for at finde barnet, så var det barnet, der var rejsens mål. Grundtvig beskriver det i ”Dejlig er den himmelblå” med ordene: ”Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans guddomsord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.” For sådan er det: vores ledestjerne i livet er Ordet, sådan som dét blev født her på jord i skikkelse af Jesus Kristus, og som han forkyndte det, - udlevede det og døde for det. Dét ord, der i alle sammenhænge og alle situationer giver os en pejling om, hvordan vi kan og bør leve vore liv her i samtiden blandt vore medmennesker, - for nutiden er altid dén egentlige tid og dét egentlige sted, hvor vi møder: Gud og Guds fremtid, nemlig i kravet om at tage hånd om vort eget og vor næstes liv. For når vi tager vare på hinanden her og nu, da tager vi vare på fremtiden, og da lader vi ordet være vores ledestjerne, - lige her, hvor vi er!

Er vi så vise mænd og kvinder? - kan vi se / har vi set, at der i barnet i stalden er noget, der er større end kongepaladser og materiel rigdom, - at Gud kom til verden i barnets skikkelse, for at ingen af os siden skulle være i tvivl om, hvor eller hvordan Gud er. Svaret kender vi kun selv, men det er i hvert fald sådan det er: I barnet i stalden i Betlehem gav Gud sig selv til os, - dén nat kom lyset til verden, - dét lys, der gerne skulle skinne gennem både dig og mig, så lyset fra himlen, - sandheden om livet - kommer til at oplyse hele verden. Amen.

Kirkebøn: Tak fordi du, - Gud - lod din stjerne gå op over stalden i Betlehem, så vi - ligesom de vise mænd - kan finde dig og troen på, at du er med os, - at du går foran os og at du er hos os med din velsignelse i det nye år, der ligger foran os. Vi beder for alle, der har magt og indflydelse her i verden: at de må se dig i barnet i krybben i Betlehem, - og at de må se dig i alle denne verdens små og hjælpeløse. Lad din stjerne lede også dem, så din vilje sker på jorden, som den sker i himlen. Og vi beder for os selv: Velsign det sted, vi bor: vore hjem, vort sogn og vort land. Lad din stjerne komme os i møde og gå foran os, så vi kan se, hvilken vej, vi skal gå her i livet. Læg stjernelys i vort sind, så din fred og glæde spredes til alle mennesker - også gennem os. Det ber´ vi om i vor Herres Jesu Kristi navn. Amen.

Og lad os ønske for hinanden, at vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed, og Helligåndens fællesskab må være med os alle også i det nye år. Amen. .