Nors, Tved og Øster Vandet Kirker 


Prædiken til 2. juledag, 2020.

Bøn

”Julebudet til dem, der græde, det er vældet til evig glæde. Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, løft dit hoved, og tak for livet! Amen"

Prædiketekst Mattæus 23, 34-39

"Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« Amen.

Skulle man sætte en overskrift over dagens tekster, så kunne den godt lyde noget i retning af: Afsked med al julestemning og julehygge. I hvert fald føles dét sådant, -Mattæusteksten kan godt virke som et lidt besynderligt ”jule”evangelium at blive mødt af, når man lige kommer fra juletræ og julemad og julegaver og julehygge, - for hos Mattæus er det anderledes dystre toner, der slås an, - og det gælder jo egentligt alle 3 tekster. Først hørte vi om et angreb og en befæstet by med søjler af jern og mure af bronze, dernæst om Stefan, som jøderne stenede til døde for hans tros skyld, og så til sidst altså en Mattæus tekst, der taler om at blive pisket og forfulgt, korsfæstet og dræbt… ikke lige de juletoner, vi er mest vant til, - måske heller ikke de juletoner, vi bedst kan lide, men alligevel er dé også: juletoner. For juleevangeliet handler ikke bare om stjerner, lys og julehjerter, - dér var f.eks. ikke plads til Guds Søn i herberget, og han blev derfor, som vi også sang juleaften: ”i krybben lagt og i klude svøbt” Og Josef og Maria måtte flygte til Ægypten med det nyfødte barn for at undgå kong Herodes modbydelige udryddelsesplan. Vi kan da også lige medtage det 2. juleevangelium, - dét fra Johannesevangeliet, og som hører 2. tx. rk. til, og hvor dét konkluderes, at Jesus ”kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”. Så nej, det er ikke lutter lyse og festlige toner, der lyder fra julebegivenheden, hvis vi er ærlige og går tæt på, - der er ikke bare tale om fred på jord, men også om u-fred. Og derfor kan vi heller ikke komme uden om: at hvis evangeliet til i dag, med dets tale om at følge Jesus Kristus - uanset hvad det koster, hvis dét evangelium ikke rigtig passer ind i vores festlige jul, så er det ikke evangeliet, der er noget galt med, men vores julefejring, - så holder vi jul på et forkert grundlag, - med et juleevangelium, der ikke er korrekt forstået. Hvis ikke vi, som julens hyrder, fik sagt til os selv: ”Så lad os da gå vejen…, - uanset hvordan den er, og uanset hvad vi måtte komme til at opleve på dén… lad os gå dén vej, der blev født ind i verden, dén nat i Betlehem, så glemte vi en meget vigtig detalje. Og det er lige dét, 2. juledag vil minde os om, hvis vi nu skulle have glemt dét: at forkyndelsen af julens fred godt kan komme til at koste os en masse ufred, hvis vi vil kæmpe troens sag i en verden, der er så troløs over for dét kærlighedsbud, Gud sætter som lys for menneskeheden, - en verden så utrolig fattig på varme og medmenneskelighed, - sådan ser det i hvert fald ud, når man læser nyhederne, - det er nød og elendighed og vold og ufred så langt øjet rækker. Så set i dét lys hænger 1. og 2. juledags evangelier desværre alt for godt sammen, selv om det i bund og grund er en tilfældighed, at de to evangelier lyder med en dags mellemrum, for det er det så også. For dagen i dag, som vi kalder 2. juledag, er nemlig først og fremmest Sct. Stefans dag, - en ældgammel kristen martyrdag til minde om kirkens første martyr: Stefanus. For dét første mennesker gjorde ved den nye, spæde kristne menighed, dét var at forsøge slå dens medlemmer ihjel, og af dem var Stefanus den første, og det blev i Urkirken mindet den 26.december, - formentlig fordi mordet / steningen fandt sted den dato. Og på det tidspunkt var der slet ikke noget, der hed Jesu fødselsfejring, - dén højtid var slet ikke opfundet, - dén kom først til i begyndelsen af 300-tallet og blev - af fsk. årsager - lagt på den 25. december. Og på den måde blev juledag kalendermæssigt ”nabo” til Sct. Stefans dag - og det gjorde efterhånden den ellers så selvstændige Sct. Stefans dag til julens 2. dag, men begge de bibelske læsninger blev dog heldigvis stående, og på den måde kom juledagens Fred på jord og Sct. Stefans dags u -fred til at stå side om side, og står nu og minder os om, at medaljen altid har en bagside, - at dén, der vil bevare julens fred, skal vide, at dét kan koste mere eller mindre u - fred at gøre det Og det er desværre mere reglen end undtagelsen, så man kan sådan set ikke fortænke mennesker i at mene, at al form for tro er af et onde, når man tager i betragtning, hvor megen ødelæggelse tro har ført med sig: Under et kirkemøde i Clermont i 1095 udråbte pave Urban II f.eks. det første korstog mod muslimerne, der havde erobret Det hellige Land. Talen sluttede med, at paven lovede alle kristne, der døde i kamp: evig salighed. Ja, - det lyder jo som noget, man har hørt om før, - omend i andre sammenhænge. Det fortælles også, at alle de forsamlede med fælles røst svarede: ”Gud vil det!” Og det blev startskuddet til 200 års blodige kampe om dét land, hvor Jesus blev født, - gennemtrumfet af ”kristne” mennesker, der mente, at de dermed gjorde Guds vilje. Under 1. Verdenskrig bar tyske soldater et bælte, hvorpå der stod: ”Gott mit uns”, - altså ”Gud er med os”, og sådan frembærer historien utallige eksempler på, at menneskeheden har taget Gud som garant for, at en given holdning eller handling på forhånd har kunnet regne med hans blåstempling. Og ja, - det kan kun give problemer! Der er f.eks. tre kristne trosretninger, som ”kontrollerer” fødselskirken, - altså dén kirke i Betlehem, der er bygget over grotten, hvor man mener, at Jesus blev født. Det er den romersk-katolske kirke, - den græsk-ortodokse og den armensk-ortodokse kirke. Under en julerengøring tilbage i 2011 gik 50 ortodokse og 30 armenske præster løs på hinanden med fejekoste og knytnæveslag inde i kirken, - slåskampen udviklede sig så voldsomt, at politiet blev tilkaldt for at adskille de ophidsede gemytter. Småtingsafdelingen og lige til at grine af, men et symptom på en grundliggende misforståelse af, hvad tro /- og ufred for den sags skyld - handler om. Jesus fulgte også i liv og død ordene: ”Gud vil det”, - og ja: han var kompromisløs, - han tog stilling, - og sandheden og retfærdigheden blev fastholdt, selv om det endte med at koste ham livet, men hans kamp blev ført på en ganske anden måde, - hans kamp blev ført i Ånd og ord. Og det gør forskellen!! For vi har ingen garantier for, at vi har Gud på vores side i de kampe, vi fører, - vi kan håbe på det, med det er ikke alt, vi gerne vil, hvorom man kan sige, at: Gud nødvendigvis også vil dét, - der kan være aspekter i / konsekvenser af vore handlinger, som vi slet ikke har indsigt til at kunne forstå, men som Gud kan. Men dét, vi kan sige, er, at midt under enhver kamp og enhver konflikt lyder der også et: Herren være med dig!, som et tilsagn om, at Gud stadigvæk kommer til os, - ikke for at tage parti i vores kamp eller for nogen af parterne, - han kommer alene til os som dem, vi er: sårbare og skrøbelige og påvirkelige mennesker, - måske på vildveje, - måske frustrerede, - måske vrede, - ja, selv når vi står ved vort livs totale forlis, hvor vi brænder alle broer bag os, så kommer han til os med sin kærlighed og tilgivelse, - for det er dét, Gud vil, og det er dét, han ønsker af os. Så 2. juledag handler om i Ånd og ord at turde stå ved julemorgenens evangelium, og som en klog kvinde engang har sagt: ”Det er jul, hver gang du smiler til din bror og rækker ham hånden. Det er jul, hver gang du tier for at lytte til mennesket ved din side. Det er jul, hver gang du vender ryggen til de principper, der henviser de undertrykte til de yderste grænser af deres isolation. Det er jul, hver gang du lader Gud elske andre gennem dig!” Amen

Tak, Gud, for lyset du tændte i verden. Lad det skinne, når vore egne lys er brændt ned. Giv os mod til at bære dit lys ud i verden, for der er brug for det. Tak for alle gode evner, vi har fået, så vi kan opfinde og skabe, og tilgiv os, når vi bruger vore evner til at låse andre og os selv fast i et liv, vi tror, vi ejer.
Tag den sikkerhed fra os, som vi selv skaber - og giv os i stedet dit håb at leve på. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt, men hjælp os, når afmagten bliver for stor. Vær med verdens magthavere, - lad dem få øjnene op for de sande værdier her i verden. Vær med din kirke, Gud - både her på stedet og ude i livets og verdens mangfoldighed. Lær den at forkynde din glæde i enhed - og at sprede dit glædesbud i særdeleshed. Det ber´ vi om i Jesu navn. AMEN.

Lad os ønske for hinanden, at vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med os alle. Amen.